5 gode råd til at bede dine forældre om hjælp
Måske kender dine forældre allerede til dine udfordringer, tanker og svære følelser. Men det kan også være at du mest går med det selv, eller måske er det ikke lige dine forældre, du taler med, men i stedet en god veninde, kæreste eller ven.
Mange tøver med at tale med deres forældre, fordi de bekymrer sig om, hvordan deres forældre vil reagere - Bliver de skuffede, irriterede eller kede af det? Det kan også være at du frygter, at dit problem bliver større af, at du taler højt om det. Måske er dine forældre en del af problemet, og du kan ikke lige overskue, hvordan du skal tale med dem om det.
Selvom du måske er voksen nu, og gerne vil klare dine problemer uden at inddrage dine forældre, så kan der være nogle gode grunde til, at det alligevel giver mening at tale med dine forældre om det.
Én ting er, at det kan være lettende for dig, at dine forældre kender lidt til, hvad du går igennem. Det kan være tungt, hvis du bærer rundt på det alene.
En anden ting er at det for nogle er en stor udgift at få psykologsamtaler, i hvert fald hvis du stadigvæk er studerende. Ikke alle, men mange får økonomisk hjælp eller støtte af deres forældre, når de starter i et samtaleforløb.
Det kan være svært at tage hul på samtalen, men vores erfaring er, at når der først er taget hul, så går det meget lettere end forventet. Vi har et par fif til dig, der gerne vil tale med dine forældre om det, men synes det er svært at komme igang:
Forbered dig på, hvad du gerne vil sige
Brug noget tid på at klargøre for dig selv, hvad du gerne vil sige til dine forældre. Det kan være en hjælp at skrive det ned. På den måde har du allerede formuleret det én gang, før du skal fortælle om det, og du bliver mere skarp på, hvad du egentlig gerne vil fortælle.
Du kan også gå ind og læse på vores side hvad vi hjælper med. Genkender du dig selv i nogle af de forskellige udfordringer, så kan du evt. fortælle dine forældre, at du har læst om eksempelvis perfektionisme, og du kan genkende mange at de ting, der står om det.
Overvej om det kan være lettere at tale med én af dine forældre
For nogle kan det virke mere overskueligt, hvis du sidder overfor én forælder frem for to. Hvis du plejer at tale med enten din mor eller far om mere følsomme ting, kan det gøre samtalen lettere blot at tage fat i den ene af dem.Planlæg et tidspunkt
Det kan være en telefonsamtale, en kaffeaftale, en gåtur eller en anden måde, hvor du ved, at du har din mor eller fars tid og opmærksomhed, og hvor I ikke bliver forstyrret.
Sig det højt, hvis det er svært at tale om
Du har styr på hvad du skal sige, og du ved hvornår du skal sige det. Men hvordan får du startet samtalen? En effektiv og simpel måde at starte på er at sige højt, at det er svært for dig, at tale om. Fx kan du starte samtalen med at sige: “Jeg vil gerne fortælle noget, men jeg synes det er svært at sige det højt”. På den måde kommer du igang, uden faktisk at sige noget af det, der er svært.
Til forældre og pårørende
Hvis du er forælder til en ung voksen, der oplever en eller flere af de udfordringer, som vi skriver om, er du også meget velkommen til at kontakte os her. Som forældre kan det også være svært at åbne op for samtalen, og måske du har brug for noget rådgivning til, hvordan du bedst støtter dit barn. I Psykologhuset Indersiden har vi god erfaring med rådgivningssamtaler til både forældre og andre pårørende.